Ideer til læseklub
Ideer til en læseklub.
Bogsnakken og de andre læseklub medlemmers holdning til bogen, giver ofte et nyt syn på bogen og åbner for temaer og fortolkninger, som du måske ikke selv havde tænkt på.
I en læseklub deltager alle på lige fod, og ingens mening er bedre end de andres. Lyt til de andre i læseklubben, men hold dig ikke selv tilbage med bud på din egen mening om bogen.
Hvis du føler dig usikker på om du nu ”har forstået bogen”, så tænk på, at I jo netop mødes for at tale om bogen.
Det behøver ikke nødvendigvis være en Enneagram teoribog, det kan også være en bog med personkarakteristikker, som kan danne udgangspunkt for drøftelser.
Generelle råd
- Lav klare aftaler fra start - om formål og praktiske ting
- Det kan være en god idé med en ordstyrer, der holder styr på diskussionen.
- Hvor ofte skal I mødes? Og hvor længe? Mange læsekredse mødes 1 gang om måneden fra september-maj. Ca. 2 timer pr. gang.
- Skal møder (kun/også) afholdes online eller (kun/også) som fysiske møder?
Hvordan får I begyndt en diskussion om bogen?
- Husk, at det skal være sjovt!
- Husk, at alle er ansvarlige for at diskussionen bliver god!
- Respektér de andres læsning og synspunkter – I går formodentlig ikke i læseklub for at blive enige, men for at udveksle meninger.
- Lad eventuelt én være ansvarlig for at lave et oplæg og være ordstyrer. Lad gerne ordfører-posten gå på skift
Forslag til spørgsmål I kan diskutere: (vælg nogle ud)
- Begynd evt. med en hurtig runde, hvor alle bliver hørt. Lad alle komme med deres første umiddelbare oplevelse af bogen. Gør det kort, så ikke alt er blevet sagt, når sidste mand/kvinde kommer til orde. Hold jer f.eks. til 3 ord. På den måde finder I også ud af hvilke emner i bogen, der interesserer Jer - og dem kan I så efterfølgende diskutere.
- Hvad er bogens tema/temaer?
- I kan aftale, om det skal være 3 ord om temaer, jeres umiddelbare mening, plot eller…
- Begynd ikke at diskutere midt i runden, men noter gerne disse umiddelbare reaktioner ned, og tag udgangspunkt i dem, når I snakker videre efter den første hurtige runde.
- Snak om dét, I ikke forstår. Kom hver især med 1-3 spørgsmål til bogen.
- Var det en god eller dårlig bog? Hvorfor?
- Vælg evt. et citat fra bogen, som understreger hvorfor den er god/dårlig eller måske understreger bogens tema(er) eller som er særligt interessant for dig
- Diskutér bogens stil
- Har fortællingen relevans for jer?
- Brug gerne lidt tid på at indkredse temaerne / bogens problemfelter.
- Hvilken skole bygger bogen på?
- Har I læst andre bøger af samme forfatter og hvordan placerer bogen sig så i forfatterskabet?
- Hvad synes I om sproget? Er bogen godt skrevet? Og hvorfor/hvorfor ikke? Kom med eksempler.
- Hænger bogen sammen?
- Hvilken menneske opfattelse og livssyn ligger bag?
- Hvad vil forfatteren fortælle os med denne bog
- Er mit syn på bogen blevet ændret efter snakken her i læseklubben?
Forbered dig til mødet med din læseklub:
- Lav notater til bogen mens du læser. Det gør det lettere for dig selv at huske enkelte passager.
- Tænk over bogens temaer/problemstillinger og tænk over dine ”3 ord til runden”
- Søg evt. efter anmeldelser af bogen
- Læs eventuelt analyser af bogen.
- Læs eventuelt noget om forfatteren.